* * * *  OVERFLØDIGHEDSHORN OM KVINDEBEVÆGELSEN

’En generøs anretning med sine nøje udvalgte kilder, velvalgte musikalske luftlag og kreative stop-motion-vignetter ... Alle fortællingerne er - store som små - vigtige korsveje eller vignetter i danmarkshistorien...  Selv er jeg ikke en mand, der gennem tiderne er gået synderligt meget op i kvindesagen, og på den baggrund er 'Vejen er lang' en velkommen øjenåbner. Så meget endda, at jeg vil opfordre Mette Knudsen til at fortsætte med at skrive den store krønike i bog form.… Jeg har fået stødet til at vide endnu mere.’/ Berlingske Tidende

* * * *  BUDSKAB I NY FILM: KVINDE KEND DIT VÆRD

’Mette Knudsens filmiske kortlægning af kvindebevægelsens historie i Danmark er ikke alene et kærkomment historieformidlende projekt … Det er også en mulighed for endelig at få sat ansigter på bare et udsnit af de mange, mange seje kvinder, der har banet vejen for os til et mere ligestillet samfund. ... Mette Knudsens dokumentar burde være fast pensum for alle landets skoleelever. I det hele taget bliver man i godt humør af "Vejen er lang". Man får simpelthen lyst til at binde snørebåndene og trampe videre ud af den lange vej.’ /Jyllandsposten

* * * *  GRIBENDE DOKUMENTAR

’Vejen Er Lang er højaktuel ikke mindst på grund af debatten om kvinders stilling i muslimske indvandrermiljøer. Et af filmens stærkeste kort er interviews med to unge kvinder af anden etnisk baggrund. … Vejen Er Lang er et vigtigt manifest til glæde for os i dag og kommende generationer.... Kan varmt anbefales til begge køn.’ / Kristeligt Dagblad
 

ET RIGT OG VIGTIGT DOKUMENT

’Mette Knudsen, der i 1975 instruerede den første danske spillefilm kun lavet af kvinder, kønsmanifestet ’Ta’ det som en mand frue’, har med dokumentarfilmen ’Vejen er lang’ bedrevet et kæmpe stykke arkiv og interviewarbejde... Dokumentet er vigtigt og  rigt.’ / Politiken
 

* * * *  EN SJÆLDEN HANDLEKRAFTIG KVALITET

'Vejen er lang' er Mette Knudsens personlige beretning om kvindekampen i 1970’erne. Men den er også en skildring af de forskellige kvindebevægelser, der gennem de sidste hundrede år har formået at ændre forholdene for kvinder rundt omkring i verden.... Arkivmaterialet minder os om, at det ikke er så forfærdeligt mange år siden, at den fremherskende holdning var, at kvinder hører til i hjemmet. Som eksempelvis i en debat mellem Suzanne Brøgger og psykiateren Thorkil Vanggaard, der tvivler på kvinders intellektuelle formåen.... Det er, når kvinderne begynder at tale, at man for alvor bliver suget ind i universet. Man kan stadig se gnisten i deres øjne og høre holdningernes kraft bag ordene....
Det er kvinder, som har prøvet lidt af hvert og ikke været bange for at træde ved siden af. Nu sidder de gråhårede tilbage og reflekterer over en periode af deres liv, som har haft store konsekvenser for resten af Danmarks befolkning... Langsomt går det op for én, hvor stor en indflydelse disse søde og rare damer har haft på ens eget liv. I de personlige fortællinger ser vi de politiske ændringer, som man ofte tager for givet....70’ernes kvindesange er gedigne ørehængere, og man får helt lyst til at gå ud og råbe i gaderne og fortsætte kampen mod ulighed. Kom med, søster!’ /  EKKO

EN HØJAKTUEL FILM

’Det er herligt med en film, der har fokus på den danske kvindebevægelse og ligestillingens udvikling fra blåstrømper til rødstrømper samt unge feminister i dag.... Det er dejligt at se, at filmen ikke kun viser fortidens feminisme, men også tager aktuelle emner op som barsel til mænd. Et andet højaktuelt tema i filmen er fokus på nydanske kvinder og deres behov for feminismen og kvinders sammenhold. … Der er mange fine interviews i filmen fra kvinder, der selv var rødstrømper og fra yngre feminister fra i dag som Sanne Søndergaard.’ /Cinemaonline

Glædesfyldt tilbageblik

/ Information.

 
En rødstrømpe krydser sit spor

 

Mette Knudsens ”Vejen er lang" binder en flot sløjfe om hendes pionerindsats for feminisme i dansk film.

”Vejen er lang” er en film om den danske rødstrømpebevægelse. På filmplakaten er rødstrømpen ganske vist omgivet af feministiske frontløbere fra den franske revolution til det arabiske forår.
Men det er de berømte og berygtede 15 år fra 1970 til 1985, der sætter scenen. De vilde år udgør filmens centralnervesystem og trækker tråde ud til forrige århundredes kvinderetsbevægelse og de seneste årtiers nyfeministiske strømninger.

Filmen dykker ned i en række kapitler, der fortæller om rødstrømpebevægelsens aktioner, dens organisatoriske og teoretiske udvikling.
Mette Knudsen står selv som fortæller med et fast greb om tilskuerne og fører os sikkert igennem den labyrintiske komposition af flash backs og nutid. Det gør hun med så meget desto større autoritet, da hun selv var en af de mange unge kvinder, der tog springet ind i bevægelsen i foråret 1970.

Samtidig er hun en af de få, der efter 1985 har vedstået arven.   
Som en cadeau til, hvad der skulle blive rødstrømpebevægelsens epokeskabende parole: ”Det private er politisk”, sætter Mette Knudsen, for første gang i sit arbejde med dokumentarfilm om kvindebevægelsen, sig selv på spil ved at lade sin feministiske erkendelses-vej løbe som en ledetråd i filmen. Det hele begynder med en rædselsfuld illegal abort i gymnasiets 2. g anno 1962. Rødstrømpe-æraen bliver det store sus, hvor alt var muligt, og kun himlen var grænsen. Og så må der tænkes forfra, da slut 1980’erne kønspolitiske istid satte ind. 

Hvorfor rejste den anden feministiske bølge sig netop omkring 1970? Og hvorfor faldt den så hurtigt og brat sammen igen?

Og svarene er så filmen. Til det righoldige arkivmateriale, som Mette Knudsen er vores fornemste kender af, er føjet en stribe interviews med nøglepersoner fra rødstrømpebevægelsen og nye feministiske grupperinger, fagbevægelse og politik, embedsværk og forskning. Nogle bruges som gennemgående kommentarer, andre i en enkelt sekvens. Hendes egne analyser kommer frem på kommentarsporet og i en ad hoc minitænketank, hvor hun gør status sammen med to andre rødstrømpepionerer Bente Hansen og Vibeke Vasbo.  
 
Der kan være forskellige grunde til at sætte den danske rødstrømpebevægelse i fokus for en film om den 200 år lange internationale kamp for kvinders rettigheder. Tænk bare på, hvor gængs det er blevet at tilskrive rødstrømperne æren for en veritabel kønsrevolution, der gjorde ligestilling til en dansk kerneværdi. Den sang nynner filmen da også med på, når tiden op til 1970 fremstilles som et langt tilløb til det store spring fremad og tiden efter 1985 sættes i backlash'ets og lappeløsningers tegn.

Nok så væsentlig er det, at ”Vejen er lang” går ind i kampen om historien med en offensivitet, som ikke er set, siden rødstrømperne tabte kampen om definitionsmagten efter 1985. Her går de igen widescreen og folder deres fortælling ud med samme selvbeviste stolthed over at være dem, der drejer historien store hjul, som dengang i 1970’erne. Dem, der stadig er tilbage. For det er ved at være sidste udkald for 1968-generationens kvindeoprørere. 

Som det sig hør og bør, er det imidlertid æstetikken, der har haft overhånden. Ingen periode i kvindehistorien byder på så rigt billedmateriale som den anden feministiske bølge. Da rødstrømperne bragede igennem mediemuren med en perlerække af aktioner, der vendte op og ned på forestilling om, hvad kvinder var og kunne, blev den det mest gennemfotograferede og gennemfilmede af tidens politiske bevægelser. Vel at mærke fotograferet og filmet også af rødstrømperne selv, da de tog kameraet i egne hænder.
Jagten på de bedste billeder styrer også nedslagene i den gamle kvindebevægelse. Her er suffragetters spektakulære aktioner det selvfølgelige valg til at repræsentere den internationale kvindevalgretskamp, ligesom Julie Laurbergs filmoptagelser af Danske Kvinders Valgretsoptog selvsagt indtager en prominent plads i tilbageblikket på den danske kvindesags fejring af stemmeretten i 1915.  
 
Dokumentarisk billedmateriale og nye optagelser er bundet sammen af den gennemgående bevægelsesmetafor. Der marcheres meget i ”Vejen er lang”. I Londons gader i 1910’ernes massedemonstrationer for kvindevalgret. I København ved grundlovsfejringen i 1915. Og ikke mindst i 1970, da det legendariske dulleoptog gennem Strøget skyder rødstrømpebevægelsen i gang, og røde bannere med parolen ”Ingen kvindekamp uden klassekamp – Ingen Klassekamp uden kvindekamp” blev et fast indslag i det københavnske gadebillede. 
 
Men den lange vej danses, sejles, cykles, gås og bevæges på alle mulige måder. På plakaten svæver den historiske feministparade op gennem tiderne: Mette Knudsen foretager sine interviews i havnebusser, på legepladskarruseller, i cykeltaxaer, på gangstier etc., alt efter om det drejer sig om forfatteren Jette Hansens status på dagens feminisme eller trommeslageren Simona Abdallahs beskrivelse af arabiske kvinders hundredårige ligestillingspolitiske efterslæb.

For denne anmelder, der har levet og åndet i kvindebevægelsen hele mit voksne liv, blev ”Vejen er lang” et bevægende gensyn med kvindehusene, Femø, festivalerne, sangene, venner, kærester og alt det, som jeg, der skriver kvindehistoriker på cvet, alligevel ikke vidste.
Nå, var det sådan, de byggede barnevognsrampen på Nørreport Station? Var det dem alle sammen og ikke bare Ulla Dahlerup, der storflirtede med de betjente, der bar dem ud af busserne ved Mors dag aktionen for billetpriser efter uligeløns-tariffen? Og fik rødstrømperne faktisk tæsk af politiet, da de besatte talerstolen for næsen af Thomas Nielsen på Rådhuspladsen 1. maj?

For dem, der ikke var der, vil rødstrømpernes egen version af de 15 fabelagtige år, hvor feminismen sivede ind ad brevsprækken i alle de små hjem og gennem den store kamp om opvasken og på lagenet skabte nye fædre og bedre elskere, slå hul på det gængse fjendebillede af en lille flok mandehadende lesbiske.

Baggrund :   Mette Knudsens dokumentarfilm: 
FRIHED LIGHED STEMMERET (1990). Om den første kvindebevægelses kamp for kvinders stemmeret. 
RØDSTRØMPER (1985). Om starten af den anden kvindebevægelse set gennem 1970’ernes kvindefilm og uden interviews. (Medtaget i Filminstituttets Kanon over de 100 bedste danske dokumentarfilm.).
GREVINDENS DØTRE (2001). Om en af kvindebevægelsens helt store bedrifter: Køb og istandsættelse af Grevinde Danner Stiftelsen, Danmarks første krisecenter.
VEJEN ER LANG (2016) bliver således den fjerde og sidste film i instruktørens kvadrille af dokumentarfilm om den danske kvindebevægelse.

Jytte Larsen, KVINFO's Webmagasin
Link til artikel:

http://kvinfo.dk/webmagasinet/en-roedstroempe-krydser-sit-spor